Publikationer
Centrets centrale opgave og hovedaktivitet vil være at indsamle, bearbejde og analysere viden med henblik på at rådgive statslige såvel som lokale myndigheder og private aktører om implementering, praktisk udførelse og efterfølgende monitering af effekterne af marin naturgenopretning, så fremtidige aktiviteter kan hvile på fagligt velfunderede løsninger (Bruhn et al. 2020, Stæhr et al. 2020). Centret vil have et nationalt fokus og internationalt perspektiv for at sikre, at den nyeste viden omkring marin naturgenopretning bliver bearbejdet og gjort tilgængelig for danske interessenter rækkende fra nationale og lokale myndigheder til private foreninger og andre aktører.
-
Teknisk administrative udfordringer ved marin naturgenopretning
Rapporten sammenfatter de teknisk-administrative udfordringer, som er knyttet til naturgenopretning i det marine miljø. Rapporten har til formål at identificere de forhold, der pt. vanskeliggør en transparent og konsistent myndighedsbetjening, og på den baggrund inspirere til en forvaltningsmæssig revision af området.
-
Foreløbige optegnelser over lokaliteter for stenfiskeri i indre danske farvande
Rapporten udpeger lokaliteter, hvor der med stor sandsynlighed har foregået stenfiskeri i indre danske farvande baseret på forarbejderne til Bekendtgørelse 1082 af 1996, tidligere indrapporterede data fra stenfiskere og anden viden fra erhvervet i de sidste år af det aktive stenfiskeri. De udpegede lokaliteter udgør dermed ikke en komplet fortegnelse men kun en delmængde af de lokaliteter, der er blevet brugt til stenfiskeri. Det er ikke muligt at afgøre, hvor stor denne delmængde er.
-
Praktisk guideline til ålegræsudplantning
Rapporten er en gennemgang af, hvordan man i praksis forbereder, gennemfører og moniterer storskala ålegræsudplantninger. Anbefalingerne er erfaringsbaserede med baggrund i udplantninger i danske fjorde og kystområder. Formålet har været at sikre højest mulig succes for fremtidige udplantninger ved at gennemgå processen trin for trin og belyse eventuelle faldgruber. Rapporten behandler alt fra planlægning, høst af ålegræsskud, forberedelse af skud, udplantning og den efterfølgende monitering af udplantningen.
Rapporten er første udkast og revideres løbende.
-
Ålegræs Guideline til udpegning af optimale storskala udplantningsområder
Rapporten er en kortfattet gennemgang af udpegningsproccessen for ålegræsgenopretning. Anbefalingerne er erfaringsbaserede med baggrund i udplantninger i danske fjorde og kystområder. Formålet har været at sikre højest mulig succes via en blanding af metodiske processer fra model-/GIS-analyser af kyststrækninger, som yderligere kvalificeres ved droneanalyser og dykkerobservationer, inden der gennemføres test-transplantationer som endeligt udpegningsgrundlag.
-
Vejledning til etablering af blåmuslingebanker og opfølgende monitering
Rapporten giver et overblik over den praktiske gennemførelse af naturgenopretning af blåmuslingebanker i danske kystnære farvande. Hele processen fra planlægning, fastsættelse af projektformål og projektdesign til gennemførelsen og selve etableringen af blåmuslingbankerne favnes af rapporten, der ligeledes beskriver den tilførende monitering både før og efter etableringen. Rapporten giver et overblik over relevante regler, tilladelser og myndigheder i forhold til genopretning af biogene rev og konkrete anbefalinger i forhold til indsamling af yngel, design og etablering af blåmuslingebanker samt overvågning af revenes udvikling.
-
Begreber i relation til marin naturgenopretning
Rapporten beskriver centrale begreber og definitioner relateret til marine naturforbedrende aktiviteter. Centret vil med denne gennemgang sikre, at der er klarhed om begreberne på området samt hvad disse indebærer, men vil ikke afgøre om de forskellige aktiviteter beskrevet nedenfor kan betragtes som hensigtsmæssige i et natur- eller miljøperspektiv lokalt eller generelt.
Rapporten er 2. udgave - der er en tidligere version, som udkom i januar 2023.
-
Vejledning til naturgenopretning af stenrev
Denne rapport præciserer, hvad naturgenopretning af stenrev omfatter, og beskriver den anbefalede proces til udpegning og gennemførelse af genopretningsprojekter. Rapporten giver også en oversigt over relevante regler, tilladelser og myndigheder i forhold til genopretning af stenrev i danske kystnære farvande. Der gives også anbefalinger omkring overvågning af revenes udvikling samt eksempler på design af stenrev og omkostninger forbundet med naturgenopretning af stenrev.
-
Forhold af betydning for naturgenopretning af stenrev
Rapporten beskriver, hvad naturlige stenrev er, hvor de findes og hvor man historisk har udført stenfiskeri. Vigtigheden af vandkvalitet samt fysiske og biologiske forhold for livet på naturlige stenrev i danske farvande gennemgås. Endelig sammenstiller rapporten de forskellige økosystemydelser, som er knyttet til stenrev, og leverer vigtige overordnede anbefalinger.
-
Guideline til marin naturgenopretning ved uddigning af inddæmmede kystområder
Formålet med denne guideline er at give interesserede aktører og lodsejere et katalog med de nødvendige overvejelser i forbindelse med udpegning af områder, som med fordel kan uddiges for at genskabe værdifulde kystnære økosystemer med høj biodiversitet og samtidig sikre kysten mod oversvømmelser og give en klimagevinst.
-
Vejledning for udpegning af områder egnet til etablering af blåmuslingebanker
Rapporten giver en kortfattet gennemgang af og et overblik over vigtige kriterier af både praktisk, fysisk og biologisk karakter, der har betydning for valg af passende lokaliteter til etablering af blåmuslingebanker. Kriterierne er udvalgt på baggrund af generelle forhold i danske fjorde og kystområder, og vejledningen er tiltænkt som en hjælp til at planlægge arbejdet.
-
Overordnet vejledning for udpegning af områder til marin naturgenopretning
Rapporten gennemgår en række overordnede retningslinjer og procedurer, der bør anvendes ved udpegning af områder til marin naturgenopretning, samt de indledende undersøgelser inden etablering og efterfølgende undersøgelser til dokumentation af opnåede miljøeffekter.
-
Marine habitaters understøttelse af vigtige biologiske økosystemtjenester
Rapporten er en kortfattet gennemgang af, hvilke økosystemtjenester som de respektive habitater potentielt realiserer. Habitaterne er spredte stenrev/tangskove, huledannende stenrev, muslingebanker og ålegræsenge som kvalificeres overfor økosystemtjenesterne: 1) immobilisering af N og P i vækstsæsonen, 2) permanent lagring af næringsstoffer, 3) biodiversitet, 4) forbedring af lysforholdene, 5) klimavirkemiddel og 6) kystbeskyttende.