Aalborg Kommune etablerer mindre stenrev
Kysthjælperprojektet er i slutningen af ansøgnings- og planlægningsfasen.
Aalborg Kommune har vedtaget at afsætte 125.000 pr. år fra 2021 til 2025 til etablering af mindre stenrev i Limfjorden. Beløbet dækker både administration og etableringsudgifter.
Limfjordssekretariatet er projektleder på indsatsen i Aalborg Kommune.
Projektet er lokaliseret i farvandet omkring Aalborg Kommune. Aalborg Kommune er koblet op på et større projekt ”Kysthjælper – Vi giver havet en hånd”, som løber til og med 2025.
Etableringen af stenrev i Aalborg Kommune og tre andre kommuner skal dels fungere som demonstrationsprojekter, hvor erfaringer fra alle aspekter, fra myndighedsansøgninger, involvering af frivillige og anlægsløsninger til monitering af effekter, samles til udarbejdelsen af en fyldestgørende manual til nye marine projekter. Samtidig leverer Kysthjælperprojektet ressourcer til at involvere lystfiskere og andre i stenrevsprojektet og gøre det muligt for frivillige at bidrage til den marine naturgenopretning.
Sammenfletningen af Aalborg Kommunes bevilling til etablering af mindre stenrev og Kysthjælperprojektet giver dermed mulighed for både at etablere et antal mindre stenrev, høste viden og formidle om processen samt involvere lokale borgere aktivt i projektet.
Limfjordssekretariatet har afholdt flere møder med de interesserede og frivillige kysthjælpere om et samarbejde. Det har konkret resulteret i, at nogle kysthjælpere har påtaget sig ansvaret som ”projektejere” på udvalgte projektområder. Kysthjælpere har valgt at gå videre med i alt fire projektområder i Limfjorden, mens Aalborg Kommune har valgt at undersøge muligheden for at etablere to stenrev, som det fremgår af nedenstående tabeloversigt.
På nedenstående oversigtskort fremgår de i alt fire projektområder, som er blevet valgt af de frivillige kysthjælpere (grøn label) samt de to projektområder, som Aalborg Kommune har valgt (blå label).
Limfjordssekretariatet har hjulpet med at udarbejde projektbeskrivelser for de fire kysthjælpergrupper og har lavet projektbeskrivelser for de to projekter, hvor Aalborg Kommune er projektejer. De seks projektbeskrivelser blev indsendt til myndighedsbehandling hos Kystdirektoratet i august-september. Der kan forventes en sagsbehandlingstid på 4-6 måneder.
Mens Kystdirektoratet behandler projektansøgningerne, skal kysthjælperne og Limfjordssekretariatet nu til at undersøge, hvordan vi får løst nogle af de praktiske forhold og ikke mindst finansieringen.
Formålet med projektet er at forbedre miljøtilstanden i Aalborg Kommunes kystvand, herunder at øge biodiversiteten.
Projektet giver frivillige ildsjæle mulighed for at engagere sig i arbejdet med at skabe bedre miljøforhold i de kystnære farvande.
Projektet skal bidrage til verdensmål 14 – Livet i havet og 17 – Partnerskaber for handling.
Limfjordssekretariatet er projektleder på indsatsen i Aalborg Kommune og er lykkedes med at geare midlerne ved at indgå i Danmarks Sportsfiskerforbunds projekt ”Kysthjælper – Vi giver havet en hånd” som støttes af Velux Fonden.
Udlægningen af sten vil fremme den marine biodiversitet gennem en rigere fauna og bundvegetation i Limfjorden. Makroalger og muslinger har svært ved at vokse på sandbund, men de kan hæfte sig fast til stenenes hårde overflader, så tangskove og muslingebede har mulighed for at etablere sig på de udlagte sten.
Makroalger vil forbedre skjulestederne for faunaen generelt, og især fiskeyngel. Samtidig vil spredte sten udgøre vigtige habitater for krebsdyr som fx sorthummer, hvis udbredelse er begrænset i områder uden forekomst af store sten.
Teksten er skrevet af Klavs Bavnshøj Frederiksen, Projektleder ved Limfjordsrådet.
@ Klavs.frederiksen@aalborg.dk
# +45 2520 2167