Gå til indhold

BARREEF: kystbeskyttelse og biodiversitet

I foråret 2025 blev der etableret et stenrev som del af BARREEF-projektet. Anlægget består af 6.000 ton norsk granit. Stenene blev sejlet til Samsø og placeret på havbunden og op til cirka én meter under overfladen, i en samlet længde på 100 meter (på toppen).

Barreef udlægning

Udlægning af sten i fuld sving

 

    Ud for Samsøs sydøstkyst. 2300m nord for Ballen nær Ballen Strand og Strandskoven – ca. 200 m ude fra kysten.

    Nordligste punkt: 55.836677, 10.644368

    Sydligste punkt: 55.835803, 10.643999

    I foråret 2025 blev der etableret et stenrev som del af BARREEF-projektet. Anlægget består af 6.000 ton norsk granit. Stenene blev sejlet til Samsø og placeret på havbunden og op til cirka én meter under overfladen, i en samlet længde på 100 meter (på toppen).

    udlægning af sten

    Stenene udlægges ved gravemaskine

    Formålet er at undersøge, om et udlagt stenrev kan fungere som en multifunktionel løsning: både som kystbeskyttelse mod erosion og som forbedring af marine levesteder og genopretning af lokal biodiversitet.

    Der er flere begrundelser for projektet:

    • Klima-krisen med stigende havniveauer og øget risiko for voldsomt vejr gør, at kystbeskyttelse bliver stadig vigtigere. Traditionelle metoder til kystsikring har sine begrænsninger.
    • Sandfodring, som benyttes på mange danske strækninger som beskyttelsesmetode, kræver gentagne indsatser og kan have negative effekter for bundlivet. Det gælder både der, hvor sandet hentes (på dybt vand) og på kyststrækningen, hvor sandet anvendes til kystbeskyttelse.
    • Kunstige rev kan potentielt reducere bølgeenergi, fastholde sand og skabe stabilitet i kystzonen, samtidig fungerer rev som habitat for tang, muslinger, fisk og andre organismer.
    • Samtidig er ønsket med BARREEF projektet at aktivere økosystemtjenester og understøtte biodiversitet – altså koble klimatilpasning med naturgenopretning. Herved adresserer BARREEF projektet både klima-krisen og biodiversitets-krisen.

    Projektet er gennemført af et partnerskab bestående af DTU Aqua (Institut for Akvatiske Ressourcer) i samarbejde med DTU Construct, Kommunernes Landsforening (KL), Aalborg Universitet og firmaet HavNatur. Projektet er finansieret af Velux Fonden og energiselskabet Vattenfall. BARREEF projektet muliggøres ligeledes via finansiering fra Horizon Europe projektet MARHAB (grant # 101135307) (Improving marine habitat status by considering ecosystem dynamics) Interreg projektet BlueBioClimate (grant # 2021TC16RFCB025).

    Projektet blev lanceret i 2021 og kører indtil 2028.

    BARREEF projektet har opnået mange resultater:

    1. Lokaliteten til projektet er valgt. Udvælgelsen blev foretaget blandt 15 lokaliteter indsendt af lokale interessenter og kommuner. Hver lokalitet blev vurderet på grundlag af tre forhold: 1) Lokal opbakning, heriblandt opbakning fra den lokale kommune, 2) Favorable hydrodynamiske forhold for kystbeskyttelse via et udlagt stenrev og 3) Lovende forhold for at fremme den lokale biodiversitet. På dette grundlag blev Samsø valgt som lokalitet til BARREEF projektet.
    2. Der er opnået tilladelse fra Kystdirektoratet til udlægning af BARREEF stenrevet.
    3. BARREEF stenrevet er etableret og fungerer nu som testanlæg for at fremme kystbeskyttelse og biodiversitet. Overvågning planlagt og igangsat: Der er etableret kameraundersøgelser og moniteringsplaner til dokumentation over de kommende år. Forundersøgelserne blev udført i årene 2021-2023. BARREEF projektet dokumenterer både stenrevets kystbeskyttende effekt og virkning på den lokale biodiversitet (bl.a. forekomst af fisk).

     

    Revets funktion som bølgedæmper og som habitat for marine arter forventes at give følgende resultater:

    • Reduktion af bølgeenergi og dermed nedsat kysterosion og mindre behov for andre tiltag, der sikrer kystbeskyttelse.
    • Begrænset ophobning af sand mellem BARREEF stenrevet og selve stranden og etablering af stabil sandprofil.
    • Etablering af tang- og ålegræs-samfund samt øget forekomst af fisk og skaldyr ved revet, fordi den strukturelle kompleksitet øges.
    • Mulighed for at revet kan fungere som model for fremtidig kystbeskyttelse og naturgenopretning i Danmark – dvs. tage skridt til at supplere traditionelle metoder.

    Illustration

    Illustration af Tim Wilms. Til venstre; klassisk kystbeskyttelse med sandfodring. Til højre; et stenrev placeres, så det både forøger biodiversiteten og mindsker bølgeenergien hvilket nedsætter kysterosionen.

     

    Usikkerheder og nøglefaktorer:

    • Det kræver storm- eller stærk bølgepåvirkning fra østlige retninger at teste kystbeskyttelsens fulde effekt.
    • Biologisk etablering kan tage tid – det kan være flere år før fuld effekt kan dokumenteres
    • Etablering af ålegræs-samfund forudsætter at BARREEF stenrevet dæmper bølgerne og dermed fremmer vækst af ålegræs mellem stenrevet og selve stranden.
    • Biologisk etablering forudsætter, at miljøforhold ikke forringes af stigende iltsvind og overfiskeri efter nøglearter (f.eks. torsk).

    Langsigtet ambition: At dokumentere effekterne over en årrække og formidle “best practise” til andre kommuner og interessenter. Dermed kan et BARREEF stenrev adressere både klima-krisen og biodiversitets-krisen på én gang. Det er første gang denne multifunktionelle rev-tilgang testes i Danmark.

    Projektets metoder er flerstrengede og omfatter både ingeniør-, biologiske og økologiske tilgange:

    • Lokalitetsvalg og modellering: Før det endelige valg af lokalitet blev der gennemført computerbaserede modeller af bølge- og sedimenttransportforhold for at finde den lokalitet og strækning, hvor revets effekt kunne blive størst med hensyn til både kystbeskyttelse og biodiversitet.
    • Design og konstruktion: Anlægget er opbygget med store blokke af norsk sprængsten, lagt ud på havbunden i et rektangulært område (ca. 100 meter lang og 15 meter bred) og placeret ca. 200 meter fra kysten og én meter under vandoverfladen. BARREEF revet rager omkring tre m op fra havbunden.
    • Monitering/overvågning: En central metode er visuel overvågning via undervandskameraer over en årrække for at dokumentere den biologiske etablering samt måling af kyst- og bølgeprocesser for at vurdere beskyttelseseffekten. Satellitbilleder anvendes til historisk perspektiv. Vanddybder og sammensætning af bundmateriale er dokumenteret og anvendes til fremtidige sammenligninger for at estimere rev-effekter i forhold til kystbeskyttelse.
    • Sediment og bølgetransport: Der er forventning om, at revet vil medvirke til begrænset ophobning af sand på indersiden (mellem revet og stranden), fordi bølgeenergien reduceres, hvilket kan skabe et nyt ligevægtssandprofil. Denne proces dokumenteres. Revet er dog designet til at minimere ophobning af sand i området.
    • Biodiversitetsmålinger: Måling af artsrigdom – fx torsk, havkarusse,, krabbe og søstjerne – skal vise, om revet skaber levesteder og strukturel kompleksitet. Udformningen af revets overflade (huller, sprækker) forventes at fremme forskellige levesteder, der ikke er til rådighed på sandbund.
    • Kystbeskyttelseseffekt ved storm: En særligforventning er, at revet under stormforhold vil blive testet – dvs. at der gerne skal komme en storm fra en østlig retning inden for de kommende få år for at afprøve revets evne til at dæmpe bølger og beskytte kysten.
    • Tværfagligt samarbejde: Kombination af ingeniørvidenskab (DTU Construct), akvatisk biologi (DTU Aqua), kommunal forvaltning (Kommunernes Landsforening) og firma-partner (HavNatur). Desuden samarbejder BARREEF projektet tæt med Samsø Kommune.

     Revet set fra oven

    Revet, efter alle sten er lagt ud

    📽 https://www.youtube.com/watch?v=4hNZW5lZEdw&t=26s

    🎥 https://www.youtube.com/watch?v=SA9YTWu7qRU

    Lars Emil Juel Andersen

    Marinbiolog
    Ph.d. stud., DTU Aqua
    Mail: leman@aqua.dtu.dk 


    Jon C. Svendsen

    Biolog
    Seniorforsker, DTU Aqua
    Mail: jos@aqua.dtu.dk

     

    https://www.aqua.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=f58f77e6-6e03-4055-88ef-efcf75f73cc0

    https://www.fiskepleje.dk/nyheder/2022/01/barreef-start

    https://www.aqua.dtu.dk/newsarchive/2025/08/indvielse-af-unikt-kunstigt-stenrev-paa-samsoe

    https://kyst.dk/media/dnthfurt/23-01180-forsoegstilladelse-til-kystbeskyttende-anlaeg-samt-soedepot-strandskoven-samsoe.pdf

Events

Igangværende projekter

Realiserede projekter

Internationale projekter