Strandeng og kystzone
Historisk har der ofte været et bredt bælte af enge ud til mange af de danske kyster. Dette gælder også for Løgstør Bredning, hvor kystzonen har været domineret af en gradvis overgang fra ferske til salte enge, jo nærmere man er kommet kysten. Engene har været gennemskåret af en række vandløb, der har forbundet det dyrkede opland med Limfjorden. I dag er der forsat et smalt bælte med beskyttede strandenge langs kysten, og bag strandengene er der et dige, som beskytter den bagvedliggende landbrugsjord. En reetablering af de store sammenhængende engarealer med naturlig hydrologi kan være en del af en naturgenopretning for området. Dette vil skabe en overgang mellem det salte og det ferske, som vil danne grundlaget for et interessant og dynamisk naturområde.
Strandengen er naturlig lysåben, da der ikke er større træer og buske i vores del af verden, som er salttålende. Den er påvirket af havvandets saltholdighed, havet og fjordens oversvømmelser og har mere eller mindre fugtig bund, der kan variere fra egentlige strandsøer og laguner til mere tørre partier. Strandengen strækker sig ofte som en bræmme langs kysten mellem havet og det mere intensivt udnyttede landskab indenfor. De lavtliggende rørsumpe, strandenge og vadegræssamfund, der jævnligt oversvømmes af saltvand, kaldes også saltmarsker.
Strandenge er lavtliggende, saltvandspåvirkede, vegetationsdækkede arealer, der fortrinsvis ligger langs beskyttede fjord- eller havkyster. Strandengene oversvømmes af havvand og er ofte inddelt i forskellige plantezoner, som opstår, når det salte vand fra fjord eller hav skyller ind over engen. Plantevæksten i de forskellige zoner er domineret af forskellige plantearter, som er tilpasset den naturlige overgang fra de saltpåvirkede enge til mere ferske forhold i ”baglandet”.
For at sikre en lav vegetation, der bl.a. skaber gode levevilkår for vadefugle, skal strandengene enten afgræsses, eller vegetationen skal slås. I modsat fald omdannes strandengen efterhånden til en terrestrisk strandsump med høj vegetation af f.eks. tagrør.
Strandeng er den mest udbredte af de beskyttede naturtyper i Danmark, men samtidig udgør de danske strandenge en meget betydelig del af de europæiske strandenge, og Danmark har derfor en særlig forpligtigelse til at beskytte naturtypen.
Strandengen fungerer som levested og fourageringsområde for en lang række vade- og trækfugle, invertebrater og fisk. Ved at etablere nye strandenge vil biodiversiteten øges, fordi der skabes et bedre levegrundlag for en lang række planter og dyr.
Strandenge er en naturtype, der på mange måder kan fungere som en buffer for klimaeffekter. Globalt set akkumulerer våde strandenge betydelige mængder kulstof, idet de langtidslagrer atmosfærisk CO2, som fører til klimaforandringer og vandstandsstigninger. Strandenge stabiliserer også stranden og beskytter mod erosion, stormflodshændelser eller (klimarelaterede) oversvømmelser. Desuden er de vigtige for kvælstof- og fosfordynamikken, og de bidrager til at mindske eutrofiering.
Strandenge findes langs beskyttede kyster ved fjorde og lavvandede havområder i de fleste kystregioner i Danmark. Strandengene er dog fraværende langs det meste af den jyske vestkyst med undtagelse af Vadehavsområdet, hvor strandenge med stor tidevandspåvirkning er den dominerende terrestriske naturtype. Tidligere var der markant flere strandenge i Danmark, men kystsikring i form af diger og høfder har forhindret og ødelagt de periodevise oversvømmelser. Sammen med udnyttelsen af strandengene til landbrugsdrift har dette medført, at en betydelig del af strandengene i dag er forsvundet.
Reetablering af strandenge kan ske ved at hæve vandstanden, således at der i stedet for dyrkbare og afvandede jorde etableres våde enge. Engene vil tidvist være oversvømmede, mens de stadig særligt i sommerhalvåret er så tørre, at græsning er mulig. Samtidig skal de kystdiger, der i dag sikrer imod indtrængning af vand fra fjord og hav, i større eller mindre omfang nedbrydes, således at der kan trænge saltholdigt vand ind på arealerne. Afhængigt af terrænforholdene vil der herved skabes saltvandspåvirkede områder med varierende vandstandsniveau. Nogle steder vil strandengen kun oversvømmes ved høje vandstande. Andre steder vil der etableres mere eller mindre permanente vandområder som strandsøer uden direkte forbindelse til fjorden eller laguner, der står i permanent forbindelse med vandet i fjorden.
Strandenges placering på overgangen mellem det marine og det terrestriske miljø samt deres tætte vegetationsdække gør, at de også fungerer som et naturligt kystværn. Reetablerede strandenge vil derfor bidrage til kystbeskyttelse og kan erstatte traditionelle kystbeskyttelsesmetoder, som ofte har negative og uønskede konsekvenser for kystnaturen. Når høje vandstande rammer strandengen, vil bølgeenergien brydes, og vandhastigheden sænkes. Dette hæmmer erosion og bremser den bølgeenergi, som kan ramme bagvedliggende infrastruktur. Dertil kommer, at en sund saltmarsk typisk hurtigt kan regenerere efter storme grundet evnen til at fange og binde sedimenter og andet suspenderet materiale. Naturbaseret kystbeskyttelse udnytter således, at strandenge eventuelt kombineret med ålegræsenge, stenrev og biogene rev på det lave vand kan reducere uønskede effekter af vandstandsstigninger og erosion.
Reetablering af strandenge vil desuden bidrage til en øget lagring af kulstof. Dette skyldes de periodiske oversvømmelser med saltvand, hvor vandhastigheden sænkes gennem det netværk af blade og stængler, som den salttolerante vegetation skaber. Denne dæmpning af bølgeenergien giver en øget udfældning af organisk materiale fra tilførte partikler, for eksempel alger, og sediment på overfladen af saltmarsken. Oversvømmelserne bidrager også til iltfattige forhold i jorden, hvor nedbrydningen af det organiske materiale derfor foregår langsomt, hvilket bidrager til kulstoftilbageholdelsen.