Ålegræs

Ålegræs eller Almindelig Bændeltang (Zostera marina) er en undervandsplante med 50-100 centimeter lange stængler, som gror i lavvandede dele af fjorde og havområder i fint grus, sand eller mudder. Når ålegræsplanterne står tæt sammen, danner de undersøiske skove (ålegræsbede). Ålegræs og andre havgræsser danner havets enge, som spiller en nøglerolle i kystvandenes økologi. De har en høj produktion og oplagrer kulstof og næringsstoffer i havbunden. I ålegræsengene lever en mangfoldighed af smådyr og fisk. Planterne skaber også et naturligt kystværn ved at dæmpe bølgeslaget og holde på havbunden. De øger endvidere bundfældningen af partikler og bidrager dermed til at holde vandet klart, til gavn for deres egen vækst og udbredelse. Danmarks udstrakte lavvandede kystvande med blød, sandet bund, middelhøj saltholdighed og typiske sommertemperaturer omkring 20 grader byder fra naturens hånd på særdeles favorable betingelser for ålegræs.

Ålegræs har en vigtig rolle i de lavvandede marine områder. Bede af ålegræs har en stor biomasse og fastholder og oplagrer kulstof og næringsstoffer i havbunden. I områder med bundplanter er det organiske stof i sedimentet domineret af langsomt omsætteligt plantemateriale, som giver grobund for et fødenet med mange bunddyrsarter, hvoraf mange har en lang levetid. Ålegræsbede fungerer således som yngel- og opvækstområde for fisk og bunddyr og skaber dermed grundlaget for et righoldigt dyre- og plantesamfund med høj biodiversitet

Desuden udgør ålegræs et naturligt kystværn, fordi deres blade dæmper bølgernes bevægelser. Når planterne følger med vandets bevægelser i brændingen og bøjer for strømmen, dæmper de også vandstrømmens hastighed hen over bunden og formindsker erosionen af sedimentet.

Ålegræs binder næringsstoffer og kulstof i planternes biomasse og reducerer dermed indholdet i vandet. Nedbrydning af den levende plante og dannelsen af dødt organisk materiale sker langsomt og bliver dermed tidsligt forskudt i forhold til produktionen. De lettilgængelige næringsstoffer tages derfor ud af det kredsløb, der er domineret af planktonalger, og hvor produktion og nedbrydning er tæt koblet i tid, og næringsstofferne derfor løbende gøres tilgængelige igen. Planktonkredsløbet får dermed mindre betydning. Så selvom de flerårige bundplanter ikke umiddelbart fjerner næringsstoffer, påvirker de stadig næringsstof- og kulstofkredsløbet. Dels kan de forsinke en del af frigivelsen til tidspunkter på året, hvor lys og andre faktorer end næringsstoffer bestemmer væksten af planktonalger, og yderligere bindes næringsstoffer og kulstof i store mængder, når det langsomt nedbrydelige døde plantemateriale ophobes i fjordbunden.

For 100 år siden var der tætte ålegræsbestande overalt i de indre danske farvande fra ganske lavt vand, ned til 5-6 meters dybde i fjordene og helt ned til 8-10 meters dybde i det klare vand i Kattegat og Bælthavet (dog kun sporadisk langs Jyllands vestkyst). Men i begyndelsen af 1930’erne dræbte en svampesygdom 90 % af ålegræsset, og først i løbet af 50’erne og 60’erne blev engene reetableret, dog uden fuldt ud at nå fordums udbredelse. Fra begyndelsen af 1950’erne og de næste 30 år frem steg eutrofieringen af kystvandene, og fytoplanktonet blomstrede op, gjorde vandet uklart og skyggede ålegræsset bort, så den nøgne havbund bredte sig. Udbredelsen er derfor reduceret betydeligt og ålegræsset vokser i dag kun i spredte bevoksninger i smalle bælter på lavt vand.

I mange fjorde og kystnære områder er ålegræsbestandene reduceret til kun få procents dækning og udgør ikke længere flotte og tætte undervandsenge. Naturlig reetablering af den oprindelige bestand fra de nuværende spredte bevoksninger er ikke realistisk indenfor de næste 100 år, da mange processer, blandt andet fysisk stress og påvirkning fra sandorme, modvirker spredningen af ålegræs i en sådan grad, at naturlig rekolonisering i stor skala ikke er mulig.

Genetablering af mindre ålegræsbestande ved transplantation af ålegræsskud høstet fra endnu eksisterende moderbede er en mulighed for at "hjælpe" den naturlige rekolonisering. Fra de reetablerede ålegræsbede skal kolonisering ved frøspredning og efterfølgende vækst af årsskud sikre den egentlige reetablering i stor skala.

Derfor er der igangsat udplantninger for aktivt at hjælpe ålegræsset på vej flere steder langs de danske kyster. SDU har udviklet et transplantationsprogram, som har potentiale for ålegræsrestaurering i danske fjorde. Der er dog stadig udfordringer i eutrofierede områder, hvor ålegræsset hurtigt bliver overgroet af epifytter. Dette viser tydeligt at en forudsætning for, at man vedvarende kan reetablere større arealer med ålegræs, er at næringsstoftilførslen til det marine miljø reduceres i betydelig grad.

Transplantation af ålegræsskud er en meget arbejdskrævende proces, som begrænser størrelsen af de transplanterede arealer. Den eksisterende metode kan dog anbefales, hvis man vil sikre frøproducerende bestande, som efterfølgende kan skabe naturlig genetablering i takt med, at miljøforholdene bliver forbedret. Det vil dog være hensigtsmæssigt, at der udvikles nye transplantationsteknikker, der er mere effektive.