Ilt og næringsstoffer

Planter på land og i havet skal bruge næringsstoffer for at gro. Tilføres der for mange næringsstoffer, og særligt kvælstof og fosfor, taler man dog om eutrofiering. Begrebet eutrofiering anvendes også i det akvatiske miljø, hvor høje næringsstofkoncentrationer medfører en stor opvækst af planktonalger.

Næringsstoffer i havet er overvejende tilført fra land via vandløb og floder. Lavvandede kystnære vandområder vil derfor typisk være mere næringsrige og naturligt eutrofe end større og dybere havområder langt fra land. Det højere naturlige næringsstofniveau langs kysterne medfører en større produktion, biomasse og artsdiversitet end i åbne havområder. For høje næringsstofkoncentrationer i vandet vil dog i sidste ende forringe levevilkårene betydeligt med markante fald i biodiversiteten til følge.

Forøgede næringsstofkoncentrationer giver planktonalgerne en fordel, fordi de vokser hurtigt og har en kort generationstid. Planktonalgerne gør vandet uklart og kan opnå så store tætheder, at sollyset ikke kan trænge ned til bunden. Det medfører, at ålegræs og makroalger, som vokser på bunden, ikke får tilstrækkeligt lys og kun kan gro på helt lavt vand. Yderligere vil høje næringsstofkoncentrationer kunne resultere i masseforekomster af fritflydende, hurtigvoksende tangarter som søsalat, der kan danne store sammenhængende ”tæpper” på lavt vand og dermed udkonkurrere flerårige ålegræsbede og makroalger.

De danske hav- og fjordområder har i mange år været eutrofierede, fordi der i årtier er tilført store mængder kvælstof og fosfor fra byer, industri og dyrkede arealer. De fleste kystnære vandområder har derfor næringsrigt og uklart vand. Dette har blandt andet resulteret i, at der er sket en kraftig reduktion af ålegræssets dybdegrænse i samtlige danske fjord- og kystområder. Tidligere kunne ålegræsset gro ned til 5-6 meters dybde, men dybdegrænsen er i dag reduceret til ca. 2-3 meter de fleste steder, og generelt er der væsentligt mindre ålegræs i de danske farvande end tidligere. Mindre lys på bunden har også medført, at makroalgerne ikke kan vokse til så stor dybde som førhen.

Når lyset ikke kan trænge tilstrækkeligt langt ned i vandet, og ålegræs og makroalger kun kan vokse på lavt vand, udgør vegetationen ikke den stabiliserende faktor, som er vigtig for den biologiske balance. Dette betyder også, at der kommer dårligere betingelser for opvækst af blandt andet fisk og vandfugle. Desuden fungerer bevoksninger med tang og ålegræs som naturlige bølgebrydere, hvorfor en reduceret udbredelse af vegetationen øger resuspensionen af bunden og mindsker kystbeskyttelsen.

Det er først og fremmest kvælstof, som begrænser planktonalgevæksten i det marine miljø. Det betyder, at det er vigtigt at reducere kvælstoftilførslerne fra land til havet. I visse fjorde kan fosfor dog i perioder af året regulere algevæksten, hvorfor det her også er vigtigt at reducere fosfortilførslerne.

Siden 1990’erne er der sket et betydeligt fald i tilførslen af såvel kvælstof som fosfor til det marine miljø. Udviklingen er dog gået i stå i de senere år, og der forestår fortsat en stor indsats for at reducere næringsstoftilførslerne til et niveau, som gør det muligt at opnå en tilfredsstillende miljøtilstand i fjorde og indre danske farvande.

Så længe der er lys ved bunden, muliggør forholdene en udbredelse af ålegræs og tang, der kan opretholde en produktion af ilt i de dybere dele af fjorde og vige. Når planterne bliver skygget væk, flyttes hovedparten af iltproduktionen op i vandmasserne, hvor den produceres af planteplankton og fritflydende makroalger (f.eks. søsalat). Når planktonalger og søsalat dør, vil der tilføres organisk materiale til bunden, og omsætningen af det døde organiske materiale kan føre til iltsvind. Iltsvind forekommer naturligt men kun i meget begrænset omfang og typisk på dybere vand, hvor vandudskiftningen er langsom. Det er eutrofiering, som medfører iltsvind ud over det naturlige niveau. Ofte er der dårlige iltforhold i bundvandet i de danske fjorde og lukkede indre farvande i sommer- og efterårsperioden på grund af den iltforbrugende omsætning af organisk stof på bunden.

Iltsvind er i løbet af de seneste ca. hundrede år forøget i hyppighed, udbredelse, varighed og intensitet som følge af eutrofiering og klimaforandringer.

I de værste tilfælde kan iltsvind resultere i en såkaldt bundvending. Bundvending er et resultat af svovlbakteriers omsætning af de døde alger og dannelse af giftig svovlbrinte, som stiger op gennem fjordbunden til vandoverfladen. Den giftige svovlbrinte river sort slam fra bunden med sig, og den slår alt liv ihjel på sin vej mod overfladen.

Iltsvind påvirker såvel ålegræs som makroalger. Særligt ålegræs er sårbar overfor lave iltkoncentrationer, idet planternes basale vækstpunkt, der danner blade og jordstængler, ødelægges efter forholdsvis kortvarig iltmangel. Makroalger har en større evne til at restituere efter kortvarige iltfrie forhold, således at kortere perioder med iltsvind kun har en forbigående negativ effekt på allerede etablerede bestand.

Iltsvind i Halkær Bredning i 2022.

Det er nødvendigt at reducere næringsstoftilførslen til vores havområder betydeligt. Næringsstofkilderne er spildevand og navnlig landbrugsproduktionen. En reduktion af kvælstofudledninger til kystvandene skal hovedsageligt findes ved at reducere landbrugets andel af udvaskningen af kvælstof fra markerne.

Aktiv naturpleje kan være et vigtigt supplement for at opnå en forbedret miljø- og naturtilstand. Her vil marin naturbeskyttelse skabe bedre forudsætninger for succesfuld naturgenopretning af et habitat eller sikring af en nøgleart indenfor det beskyttede område. Det vil derfor ofte være vigtigt at sammentænke marin naturbeskyttelse og naturforbedrende tiltag.