Blue Carbon

Blue Carbon (blåt kulstof) er det kulstof, der er lagret i kyst- og havøkosystemer. Kystøkosystemer er nogle af de mest produktive på Jorden og optager store mængder CO2. En del af dette kulstof lagres permanent i fjord – og havbund som "blåt" kulstof, som dermed ikke frigives til atmosfæren igen.  

Hvis økosystemerne nedbrydes eller beskadiges, vil det kulstof, der er lagret i fjord – og havbunden, dog blive frigivet igen. Dette resulterer i CO2-emissioner, der bidrager til klimaændringer. Og omvendt hvis man kan reetablere de oprindelige økosystemer i kystzonen vil nettokulstofbindingen genskabes og kystøkosystemernes naturlige rolle i at modvirke det stigende kulstofindhold i atmosfæren sikres.

Saltmarsk er en fællesbetegnelse for lavtliggende vegetationsdækkede områder, som jævnligt oversvømmes af saltvand, såsom rørsumpe, strandenge og vadegræssamfund - overgangszonen mellem land og vand. Saltmarsken bidrager i væsentlig grad til kystzonens naturlige kulstofbegravelse når vegetationen sænker vandets hastighed. Derved vil der ske en sedimentation af organisk materiale i marsken, som vil blive bundet i sedimentet. Jævnlige oversvømmelser betyder nemlig, at jorden ofte er vandmættet og iltfri, hvilket reducerer nedbrydningen af det organiske materiale.

Beskyttelse og vedligeholdelse af strandeng og saltmarsk vil således sikre allerede opbyggede kulstoflager og en kontinuerlig kulstoftilbageholdelse.

Yderligere er strandeng og saltmark vigtige habitater med høj biodiversitet som sammen med ålegræsbede også fungerer som naturlige kystværn.

I Danmark er store arealer af tidligere saltmarsk og strandeng blevet inddiget, afvandet og opdyrket til landbrug igennem de seneste 100 år. Den naturlige saltvandspåvirkning af disse arealer når fjord og hav tidligere oversvømmede de lavt liggende kystområder er derfor ophørt. Mange salte strandenge har i årtier således været ferske landbrugsarealer. Igennem de senere år er dyrkningen på flere af disse inddigede landbrugsarealer ophørt og afvandingen er nu ikke længere så intensiv. Dette bevirker at de nu ferske vådområder kan udlede betydelige mængder metangas (CH4).

Strandeng v. Løgstør

Ålegræsenge optager CO2 og lagrer det i levende plantedele i ringe omsatte roddele i sedimentet under det levende ålegræs. Samtidigt stabiliserer ålegræsset havbunden med deres netværk af rødder og underjordiske stængler. Det er derfor vigtigt både for havnaturen og klimaet, at vi får ålegræs tilbage i de danske farvande i større omfang.

Ålegræsbede fungerer også som kystbeskyttelse, fordi bølgernes energi bliver reduceret, når vandet bevæger sig igennem ålegræsbedet og vandets hastighed dermed bliver mindre. Det betyder, at der er mindre erosion på den kyst, der ligger indenfor et ålegræsbed.

Der arbejdes i Danmark flere steder på at udplante ålegræs i fjorde og andre beskyttede kystområder, hvor der tidligere har været ålegræs. Ved at etablere nye ålegræsbede bruger man naturens egne løsninger til at fange og lagre kulstof og ved at beskytte eksisterende ålegræsenge kan man undgå at frigive det kulstof, der allerede er akkumuleret i havbunden.

Udplantning af ålegræs bidrager også til bedre kystbeskyttelse. Dette er særligt relevant, da vi i de kommende år kan forvente øget fysisk påvirkning på vores kyster på grund af stigende vandstande, oversvømmelser og flere storme.

En dykker udplanter ålegræs

Flerårige makroalger bidrager til den marine kulstofakkumulering ved at binde kulstof i algernes væv. Makroalger gror fasthæftet til sten og andet hårdt substrat og der er således i modsætning til ålegræs ikke en permanent kulstoflagring i rødder og sediment.

På åbne kyster vil makroalger ofte gro på større dybder og i andre habitater end ålegræs, hvorfor ålegræs og makroalger supplerer hinanden. Samlet set udgør ”havets skove” vigtige marine habitater for biodiversitet, kystbeskyttelse og kulstofbinding.  Særligt på stenrev understøtter makroalger habitater med høj biodiversitet.

Opportunistiske makroalger som søsalat og trådformede brunalger (fedtemøg) vokser typisk på lavt vand i næringsrige kystområder og kan dække store dele af bunden. Ved høje næringsstofniveauer kan den massive forekomster af hurtigvoksende tråd- og løvformede makroalger have betydelig negativ effekt på dybdeudbredelsen af ålegræs og flerårige makroalger. Tilsvarende vil forekomsten af planteplankton fremmes ved høje næringsstofkoncentrationer. Eutrofiering har således en negativ effekt på makroalgernes evne til at tilbageholde kulstof, fordi vækst af enårige let omsættelige makroalger og mikroalger (planteplankton) fremmes på bekostning af flerårige makroalger.

Strandengene spiller en vigtig rolle i kystzonens kulstoftilbageholdelse. I takt med at vandstanden i havene stiger vil engene blive hyppigt eller endog permanent oversvømmet. Herved vil strandengsvegetationen nedbrydes med en frigivelse af kulstof til atmosfæren til følge. Samtidigt vil den kystnære natur og biodiversitet i form af levesteder for sjældne fugle, padder, planter mm. risikere at forsvinde.

Det er derfor vigtigt, at der sikres mulighed for at strandengene kan ”vandre” ind i landet og brede sig til områder, der i dag er marker når havvandstanden stiger. Markerne skal ekstensiveres og i takt med de gradvise havvandsstigninger udvikles til nye strandenge, som kan sikre kulstoflagring og høj biodiversitet.

En reetablering af den salte strandeng og saltmarsk, der hvor der igennem måske 100 år har været ferske opdyrkede landbrugsarealer og vådområder kan have en betydelig effekt på drivhusgasemissionen, da et skifte fra ferske til salte forhold i saltmarsken vil medføre en reduktion i udledningen af metan, som er en drivhusgas, der er betydeligt mere potent end CO2, i kystnære økosystemer, idet de metan-dannende bakterier udkonkurreres af sulfat-reducerende bakterier.